Udgivelser

Hvad præster lærer om Gud, Jesus og mennesker

- spar seks år på universitetet

Forlaget Michael Esper Andersen 2019


Udkom i juli 2019



Faglig redaktion: professorer og lektorer i teologi ved Københavns Universitet

Sproglig redaktion: Ole Troelsø, journalist og gastronomiredaktør på Børsen

Illustrationer: Claus Bigum, tegner ved bl.a. Berlingske og B.T.

Korrektur: cand.mag. Lisbeth Rindholt, korrekturlæser på Weekendavisen

Grafisk tilrettelæggelse: Akaprint A/S



Folkekirken har lidt over fire millioner medlemmer og ca. to tusind præster. Hvad lærer de præster egentlig om Gud, Jesus og mennesker, mens de studerer i årevis? For nej, de prøver ikke at lære Bibelen udenad.

   Du får et overblik, og sammen dykker vi ned i en række spændende emner, fx:

 

  • Hvorfor er der ondskab i verden, når Gud er god?
  • Blev Jesus’ mor virkelig gjort gravid af en ånd?
  • Hvorfor starter Bibelen med to fortællinger om Jordens skabelse, som er helt forskellige?
  • Evangelierne fortæller om Jesus’ liv, død og opstandelse. Men evangelierne er ikke historiske beretninger. Jamen hvad pokker er de da så?
  • Hvorfor startede reformationen? Og hvorfor blev Luther, reformationens hovedmand, dødsdømt af paven?
  • Kan man få mening i alle de forskellige slags tekster, som Bibelen består af?
  • Hvad er de vigtigste synspunkter hos de store filosoffer Platon, Aristoteles, Nietzsche og Kierkegaard? Og hvordan har de påvirket kristendommen og den måde, vi i dag opfatter tilværelsen på?

 

Bogens fem hovedkapitler er opbygget på samme overskuelige måde: overblik, opvarmning, neddykning i tre til fem emner og en opsummering. Derudover er der faktabokse, frække spørgsmål til din lokale præst og en håndfuld tegninger, der handler om nogle af bogens emner.





 

     

Deres egen medicin? Forlaget Hovedland 2008


I Bagdad planlægger Den Islamiske Brigade, en velhavende al-Qaeda terrorcelle, at likvidere et vestligt statsoverhoved og den nærmeste familie. Hensigten er hævn, og formålet et at lade et af de lande, der indgår i alliancen af krigsførende magter, smage deres egen medicin.


Valget falder på den danske statsminister Erik Wulff Andersen, som er gift med pædagogen Kirsten og har to voksne børn. Sønnen Jonas studerer ledelse i San Francisco. Datteren Malene, som har siddet to år i Folketinget, skal til at fortsætte sit jurastudium i München.

   Tre forhenværende agenter fra en russisk militær specialenhed engageres til at løse opgaven. Det er en komplicerende betingelse fra brigaden, at en af deres ledende folk, Mohammed Faisal al-Hejazi, deltager.

   Samtidig med planlægningen af terroranslagene har tøffelhelten og it-konsulenten Torben Gotthard en ganske anden planlægning. Gotthard har omsider dristet sig at forlade sin dominerende kone, og ligesom statsministerens datter har han valgt at starte sit nye liv i München. Her bliver han kæreste med thailandske Nong, der har en frisørsalon i byen. Torben bliver inddraget i attentatet mod Malene. Og Mohammed kommer til at træffe en vanskelig beslutning.








Lykkesmede, Forlaget Hovedland 2006


Hvorfra kommer ulykkerne, når enhver er sin egen lykkes smed? To unge ambitiøse mænd fra den bedre ende af København er lykkesmedene.


Peter S. Andresen, tidligere OL-bronzevinder i boksning, er direktør og hovedaktionær i Danmark Online. Da firmaet bliver solgt, inkasserer Peter en lille halv milliard, som han gerne vil holde skjult for sin materielt fikserede kone. Han søger et projekt, og hans eventyrlyst fører ham til Zambia, hvor han forelsker sig i den smukke og idealistiske forsker Priscilla.

   Martin Stampe har svært ved at tøjle sin ærgerrighed eller lade sig begrænse af smålige konventioner. Hans projekt er at fjerne sig fra et jævnt liv og indfri sine grandiose ambitioner, som desværre baserer sig på indbildning om egen storhed.

   Peter og Martin indleder et samarbejde, og det viser sig, at deres fællesinteresser rækker langt ud over arbejdet.

 

 













 

Vores Vanløse, Forlaget Bostrup 2006


Antologi skrevet af nuværende og tidligere beboere i Vanløse. Jeg bidrog med novellen Otto, der handler om en 10-årig dreng fra Frederiksberg, som får indsigt i nye socialgrupper, da han bliver klassekammerat med Otto fra Vanløse.


Blandt de øvrige bidragydere er Benny Andersen, Suzanne Brøgger og Van Morrison.



























Drømmerealisering, Aschehoug 2003


"Hvis jeg vandt 10 millioner i Lotto, så ville jeg..." er en sætning, man ofte hører. De fleste tror umiddelbart, at en livsændring, der medfører, at man aktivt forfølger nogle måske utraditionelle mål, kræver en masse penge. Men det er ikke en formue, man har brug for. Derimod kan viden og konkrete eksempler være en hjælp til at komme i gang med at indfri drømmene. I stedet for at blot at tale om dem.

   Bogen indeholder detaljerede eksempler på, hvordan man nedsætter sine faste månedlige udgifter og omlægger sin arbejdstid, så man arbejder mindre end før. Og der gives inspiration til og anvisninger på, hvordan en række meget forskelligartede drømme kan realiseres på et moderat budget.

Copyright @ All Rights Reserved